Overalt i Danmark kan man støde på sjove, mærkelige gamle stednavne og Falster er ingen undtagelse.
Virket er det samme ord som værk i betydningen fæstning. Her gik voldsystemet Falsters Virke tværs igennem Hannenov Skov, som en beskyttelse mod vendernes fremfærd i 1100-tallet.
Navnet Corselitze klinger fremmedartet og det er det også, det var venderne- et slavisk folk sydfra som i lange perioder kæmpede mod den indfødte befolkning fra Lolland og Falster. Men de slog sig også ned her, og efterlod sig spor i form af navne i landskabet.
En del af Halskov Vænge var engang opdyrket i vange - altså marker så smalle, at man ikke hele tiden skulle vende med den tunge plov. Et vænge var de marker der lå længst væk fra landsbyen.
Ulslev betyder 'Ulf's arvegods'. Bebyggelser med endelsen 'lev' er nogle af de ældste i Danmark. Her har boet mennesker siden før vikingetiden!
Havløkke betyder fra gammel tid 'indhegningen ved havet'. Nu er der igen en indhegning - nemlig en hestefold ved Havlykkevej. Ja, ø'et er med tiden blevet til "y".
Bøtøvar engang en rigtig ø. Først da man inddæmmede Noret blev Bøtø landfast med resten af Falster.
Lupinparken er det nyeste navn af dem alle. Den ligger på Lupinvej tæt på Lupintorvet og er et fint grønt område i byen, så navnet gav næsten sig selv.
På gamle kort kan vi se at Gedser før i tiden kaldtes Getzør. Endelsen 'ør' betyder en gruset strandbred eller stenstrand.